Oprettelsen af legatetRejselegat for Matematikere blev indstiftet den 5. oktober 1964 af magister Valdemar Andersen og hustru Else Andersen. Under sine studier underviste Valdemar Andersen elever som ønskede at indstille sig til studentereksamen i matematik. I den forbindelse oplevede han et behov blandt mange for et kursus til studentereksamen, så han fortsatte kursusvirksomheden efter færdiggørelsen af sine studier, først under navnet Skindergades Kursus, derefter som Akademisk Kursus. I 1926 opnåede Kurset statsanerkendelse, og kurset fik derfor statstilskud for hver dimitteret student. Tilskuddet blev brugt til oprettelsen af en legatfond, som uddelte hele og halve fripladser til økonomisk uformående elever. En alvorlig lærermangel og øgede økonomiske krav efter Anden Verdenskrig medførte at Andersen måtte lukke Akadamisk Kursus i 1948. Valdemar Andersen, som var barnløs, ønskede at bruge den fomue han havde samlet til at oprette en fond til et rejselegater for matematikere. I sin bog om legatet, udtrykker Valdemar Dan-Jensen sin navnebrors grund til at oprette legatet således: "Selv var han først sent kommet ud at rejse, men han var overbevist om, at det havde stor betydning for de unges udvikling at komme ud i større forhold og nye omgivelser, inden de groede fast i en hjemlig livsstilling." (p. 27) Andersen og hustru oprettede derfor legatet således at overskuddet anvendes til sende nyuddannede cand. scient.'er eller cand. mag.'er med matematik som hovedfag eller magistre i matematik ud i verden. Legatet dækker alle nødvendige udgifter til studieophold af et års varighed i udlandet, såsom rejse- og opholdsudgifter og studieafgifter. Valdemar Dan-Jensen skriver om ægteparrets overvejselser om legatet: Else og Valdemar Andersen havde tænkt havde gjort sig mange tanker om, hvordan de enkelte legatportioner skulle fordeles. Traditionelt kunne det naturligvis ske ved, at legaterne blev uddelt efter ansøgning stilet til bestyrelsen eller gennem de respektive universiteter. Men ægtefællerne ville gerne gå mere traditionelt frem. De ville ikke belønne duksene. Valdemar Andersen havde gennem sit mangårige virke som kursus leder fået indblik i, hvor mange kursister der måtte slide sig til den måske ikke allerstørste eksamen. Dette kunne skyldes, at de måske begyndte i en sen alder, kom fra små kår eller vanskelige forhold. Man valgte derfor lotteriformen, hvor gevinstchancen ikke måles i promille, men i procent. (p. 48) kilde: "Rejselegat for Matematikere" af Valdemar Dan-Jensen, Krohns Forlag, København, 1997. Tilbage til oversigten Skrevet sommeren 2004
|