XIV International Congress on Mathematical PhysicsPortugiserne var så stolte over at kongressen XIV International Congress on Mathematical Physics blev holdt i Portugal at præsidenten holdt åbningstalen (det skete på fejlfrit engelsk, bortset fra at han byttede om på ordet for fysiker og læge, så konferences deltagere fik tildelt den ukendte stillingskategori matematiske læger). Han talte om vigtigheden af, at Portugal kom op på et højere plan angående matematikniveau og udtrykte håb om, at kongressen ville hjælpe til i denne retning.Kongressen var delt op i to dele. En som bestod af plenarforelæsning af en times varighed og var for alle, og en del som bestod af såkaldte sessions indenfor 12 områder, og som henvendte sig til mere specifikke grupperinger. Disse sessions kørte parallelt og var af en halv times varighed. Jeg gik til plenarforlæsningerne og sessions indenfor kondenserede stoffers fysik, ligevægts og ikke-ligevægts statistisk mekanik. Af de foredrag, jeg fik mest ud af, vil jeg nævne følgende: Danskeren Jan Philip Solovej havde fået æren af, at levere det første faglige foredrag, og man må sige at han levede op til forventningerne til et sådant startforedrag. Han talte om energien i ladede stoffer, og hvordan den kan bruges til at vise matematisk, at stof er stabilt. Derudover holdt Joel Feldman et foredrag om en konstruktion af en såkaldt Fermi-væske i to dimensioner. Det var interessant foredrag, for det viste, hvor besværligt det er at vise et kendt fysisk result ordentlig fra et matematisk synspunkt. I samme dur var der et foredrag af Manfred Salmhofer, som handlede lidt om samme tema. Af andre mindeværdige foredrag hørte jeg et af Herbert Spohn, som var fortrinligt. Skrevet sommeren 2004
Last modified: Tue Aug 24 16:11:33 CEST 2004 |